Den skulde holde Kontrol med Vadestedet over Limfjorden, her hvor Hanherred og Himmerland næsten naar hinanden. Et vigtigt strategisk Punkt, men en ren Uriapost, ikke færre end 3 gange blev den svedet af, første Gang da Knud den hellige i 1086 flygtede sydpaa for de oprørske Vendelboere. Alligevel rejste der sig omkring Stedet en Del Smaahuse med deres Fæboder, Folde og "Stier", og det var den beskedne Begyndelse til Landsbyen Aggersborg, hvor flere Aarhundrede efter Slægtens Stamfar, hans Søn og Sønnesøn forkyndte Guds Ord.

Meyerne var oprindelig en stor Præsteslægt, men lagde, ligesom Tuxnerne, senere hen Kjole og Krave for at gaa Militærvejen. De havde en Masse Energi og et Temperament, hvorom vi nok tør Sige, at det havde en Del Ti1fæ1les med Krudtet man daglig tumlede med. Krigene som de oplevede kan Jo slet ikke sammenlignes med Verdens krigene, men gav muligvis oftere Lejlighed til Smaafægtninger og Bedrifter hvor mere end noget andet Æren var Drivfjeder? Vist er det, at f. Eks. Sablerne ikke altid blev slebet skarpe, og det kunde virkelig ske, som da General Rye en Dag til Hest fra en Bakketop fulgte Slagets Gang, at en af Fjendens Officerer nærmede sig med oprakt Haand: "Maa jeg gøre Generalen opmærksom paa at De holder i Skudlinien." Alligevel var det i gamle Dage, da bl. a. ingen Akademiker behøvede at gøre Tjeneste i Hæren, og Tonen baade mellem de Menige og Underofficererne tit var raa, et haardt Job at være Landofficer, og dette i Forbindelse med usædvanlige Oplevelser, kom til at præge mange af denne dygtige Slægts samvittighedsfulde pligtopfyldende Mænd.

Det første Navn vi møder i den forbavsende lange Anerække er MELCHIOR IFFERSEN - i Almindelighed kaldet Edvardsen, højærdig Provst i Aggersborg i Slutningen af det 16. Aarhundrede. Han levede i en lykkelig Tid, da Renæssancen bragte nyt Liv ind i Landet, Refortnationen var overstaaet og Kirkeforholdene forbedrede, saaledes modtog Prædiken nu en langt større Plads I Gudstjenesten. Præsten behøvede dog ikke at skrive den selv, nej, der fandtes udmærkede Prædikensamlinger, som han kunde benytte, men den maatte 1æres udenad. Blev Talerne for lange, hvad nogle dristede sig til at klage over, fik han et Timeglas at rette sig efter. Det var nu ikke alle der saaledes lod sig mundbinde, og det kunde derfor meget vel hænde i Talens Glød, at Glasset fik sig en brat Omdrejning - da var der langt til Enden.

I 1584 lod Provst Iffersen sig representere, sammen med Herredets øvrige Præster, ved Chr. 4. Hyldning i Viborg. Han døde 1612, samme Aar som Tuxnernes Stamfar, og ligger begravet inde i Kirken, hvor Børnene satte ham en stor Mindesten, der nu er rejst ved Muren til venstre for Alteret. Den er naturligvis noget slidt men stærk og uforgænge1ig staar den og vidner for skiftende Generationer om S1ægten der engang levede.

Man læser:

I Edvard Me1chiorsøns Dage forandres Forholdene i Landet, det bliver Dyrtid. Han skriver i en Indberetning til Aalborg Stift:

"Sognet er svarlig forarmet, saa at en Part af de bedste ej kan udgiffe sine Tiender, men haffer udlagt mig derfor gamle æg, gamle Vogne og Hamler o.s.v. som min gunstige Lensmand Welbyrdige Toni Friz haffer siet tungsindig derpaa och storligen forundret sig."

Indberetningen er underskrevet Demeyer. Hvorfor han tog dette Navn vides ikke, men det gav Anledning til stor Forvirning. Flere af Børnene kaldte sig herefter slet og ret Meyer, nogle Edvardsen Meier, andre beholdt det gamle Efternavn. Det bør noteres, at Meyer en et arisk Navn uanset Stavemaaden.

Demeyer døde 1625, samme Aar som Indberetningen er skrevet. To af Døttrene ægtede Præster, Sønnen Jørgen blev student fra Aalborg i 1622 og fik Embedet efter sin Far og blev Provst i 1638. En anden Søn opnaaede Kaldet Vrinsted og Thise, hvor hans Portræt skal findes paa et Epitafium I en af Kirkerne. Han fik en brat Død, idet han ude i Marken vilde vise Folkene hvor godt Præsten kunde føre en Le, men sank sammen faa Minutter efter.