Astrid Scheel Meyer Weblog

Jeg husker tydeligt mit første traume, som jeg heldigvis med tiden har fået bearbejdet.. Det var simpelthen, da jeg i en alder af 4-5 år blev orienteret om, at vi altså ikke lever for evigt.. Jeg levede bare i nuet og regnede med at dét at leve til evig tid, var tildelt alle mennesker.. Naivitetens boble bristede, og fra dén dag af, blev nutiden noget som i højere grad blev erstattet af tanker om fortiden og fremtiden.

Lynhurtigt kan selv små børn fornemme, at tiden er noget som optager de voksne meget. Vores sprog er infiltreret med alle mulige sætninger som røber at tiden er genstand for mange spekulationer for moderne mennesker. “Hvad vi ikke når idag, når vi i morgen”, “Det må vi gøre i fremtiden”, “Vi har ikke uanede mængder af tid” osv.

Tiden er noget som vi beskæftiger os med, som en hel videnskab. Alt bliver gjort op i tid - fortid, nutid og fremtid. Nu skal vi tage stilling til, hvordan fortiden har formet os, tage stilling til, hvordan vi gerne vil forme fremtiden, og når det så er sagt - skal vi huske at leve i nuet!

Det er blevet et helt mantra at leve i nuet. Nogle siger: “carpe diem”, andre prædiker: “lev dagen, som var det den sidste”. Men i hvert fald er det ordsprog med samme krævende budskab…

Men jeg har taget udfordringen op.. Så når jeg går tur, dvs. mine ture til og fra Netto, husker jeg at leve i nuet.. Jeg mærker vinden mod mine kinder, snuser ind og registrerer alle tænkelige dufte.. Derefter lægger jeg mærke til den måde jeg går på - går jeg hurtigt?, går jeg langsomt? Hvordan er omgivelserne? Kan jeg høre nogle fugle pippe, eller er der masser af larm fra biler..? Det går lige så godt, indtil jeg når Netto. Så forsvinder nærværet med ét slag, når den automatiske dør lukker sig bag mig i Netto. Så erstattes nærværet med en masse tankespind oppe i hovedet.. Fejlkøb fra fortiden bliver evalueret, varer der skal tilfredsstille mig om en time, en uge eller en måned bliver indkøbt.. Og når jeg køber 3 flasker vin på tilbud, er det udelukkende for at være beredt på den fest jeg skal til om tre uger…

Da jeg igen er ude, trækker jeg vejret dybt, og prøver febrilsk at finde den indre ro frem igen.. Men de fleste gange, bliver det planlægning for resten af dagen og resten af ugen der trænger sig på, som var det forkælede børn, der rusker i én for at blive hørt..

“Nuet” er blevet en efterspurgt vare, noget som strider meget imod vores tidsalder, hvor der er en tendens til leveregelen: “Tid er penge”. Og det efterlader os med en masse drømme og mål for fremtiden. Noget som ikke harmonerer helt med tanken om at leve i nuet. Så “nuet” er blevet en slags luksusvare, som de fleste efterspørger, men som de færreste besidder i længere tid af gangen..

De fleste oplever nok at have perioder, hvor de lige dyrker sundhedsbølgen lidt mere end i andre perioder. At få frugt og grønt hver dag, og undgå sukker og alt for meget fedt. Det er nok de færreste mennesker, der ikke véd, hvad man egentlig “burde” spise - tykke som tynde.. Men hvor er det bare svært at få de sunde vaner integreret på rygraden. Jeg vil påstå, at det kræver lige så meget overskud at lave “smoothies” hver morgen, ovnstegte rodfrugter til aftensmad og bagte pærer til dessert, som det gør at starte nyt arbejde… Ens hjerne kører på højtryk hele dagen uanset om man vælger det ene eller det andet. Ved det første er det strabadserne med at udregne kalorier i diverse madvarer, udregne fordele ved alt grøntfoderen og udregne, hvornår man evt. kan tillade sig at synde lidt.. Så er der trods alt den fordel ved at starte nyt arbejde, at der er større chance for, at man ligger på sofaen med en chokoladebar efter arbejde, end at det er grøntfoder man kværner..

Det med motionen er til gængæld nemmere, synes jeg. Hvis bare man kan finde tiden til det, er det faktisk meget dejligt at røre sig. Og det er skam ikke noget jeg bilder mig ind. For selv min underbevidsthed synes det er dejligt med motion, og det véd jeg fordi jeg aldrig har drømt drømme om, hvordan jeg ligger på en sofa dagen lang, eller har elevator til min lejlighed, eller at jeg har en super sej kørestol, som jeg udelukkende bruger pga. dovenskab. Nej, disse drømme har jeg ikke haft.. Men til gengæld kan jeg ikke bilde min underbevidsthed ind, at jeg elsker grøntsager og hader fede kager.. Ikke, at det er omvendt.. Men jeg elsker kager, og glæderne ved at spise grøntsager begrænser sig til at de giver kulør til maden og at de er sunde.. Så igennem tiden, har der helt sikkert været drømme, hvor handlingen kun beroede på, at jeg åbnede et køkkenskab og det bugnede med alverdens kager og chokolade, som jeg selvfølgelig gik i gang med at spise. Der er ikke så mange fortolkningsmuligheder, når man vågner næste morgen - man savner søde sager så meget, at man ligefrem drømmer om dem.. En anden gang drømte jeg om, at jeg havde en nøgle til en bager, hvor jeg havde fået lov at gå ind og spise alle kagerne.. Så den tynde handling, gav heller ikke mange mulige fortolkninger..

Men tænk, hvis man kunne svinge tryllestaven og alting var vendt på hovedet… At den sunde livsstil føltes som den mest naturlige - at det var en del af vores kultur at leve af grøntfoder dagen lang og dyrke masser af motion…

Så ser mine dagdrømme helt anderledes ud.. Mine dagdrømme fylder mig med romantiske forestillinger om, hvordan det ville være, hvis jeg inviterede venner på besøg, og at en helt anden kultur kendetegnede vores samvær. At vi var en del af et samfund, som foretrak den sunde livsstil.

Vi ville sidde der på gulvet omkring et lille kinesisk bord dækket med selleristænger og gulerødder. Og vi ville guffe dem i os indtil én af os rejste os, og skrællede nogle nye gulerødder i et sådan tempo, at vitaminet betacaroten havde fået vores benævnelse: “årtiets fix”. Og henvendt til mine gæster udbrød jeg pludselig med et hemmelighedsfuldt smil, at jeg skam havde flere lækkerier i køleskabet… Og derefter ville jeg slå ud med armene med en rød peberfrugt i den ene hånd.. Og ville skynde mig at sige: “Ja, jeg ved godt, at min læge har advaret mig mod for meget c-vitamin, men det er fredag aften - jeg skal da have lov at synde lidt..” Og imens jeg ville tilberede peberfrugten, ved at skære den ud i strimler, ville jeg kigge mig over skuldren og snuppe et par stykker ind i munden, uden de andre opdagede det. Når vi endnu engang sad i en cirkel med lækkerier foran os, ville samtalemnet være vitaminer og deres indvirkning på os.. En kunne fortælle, at hun havde fået så meget energi i den seneste tid, at hun nu kun behøvede 5 timers søvn hver nat, for at være udhvilet. Da vi spurgte nærmere indtil det, var der pludselig et lyst hoved, som kom på, at det måtte skyldes den spinattærte hun havde levet af morgen, middag og aften de seneste par dage. Hun havde først afprøvet opskriften fornylig, hvor hemmeligheden lå i, at den kun bestod af 1/4 grovtærtebund i forhold til spinatfyldet, som fyldte mest.. Og nu var hun nærmest blevet helt afhængig af den.. Hun sagde da også, at hun nogle gange nøjedes med at spise fyldet.. Så vi nikkede sammentykkende til beretningen og vi mente alle, at det måtte derfor at hun var så sprængfyldt af energi. Da vi så ville være mætte af al den grøntfoder, ville vi pludselig være faldet lidt til ro ovenpå vores madorgie. Men så blev stilheden brudt, da én foreslog at vi satte en dvd på med yogaøvelser. Og ja, inden længe havde vi da også ryddet værelset for stole og borde og stod nu alle 4 og udførte “solhilsner” foran fjernsynet. Efter to timer, når klokken var blevet 22, var det tid for mine gæster at tage hjem. De insisterede på at få 8, 5 times søvn, og ville også gerne ordentlig tid i seng for at kunne være friske til lørdagens mange gøremål. Mine tanker gik efterfølgende på, om de mon kunne nå bussen hjem, men det havde jeg ikke behøvet, for de stod alle tre i deres løbesko. I kor, ville de sige: “Ja, vi aftalte at løbe sammen hjem, det er jo meget sjovere end at tage bussen”. Det kunne jeg ikke være uenig i, og jeg ønskede dem god tur hjem og så dem sætte i spurt ud ad døren. Inden jeg selv gik i seng, satte jeg lige en meditationscd på, og lagde mig i sengen for at udføre korrekte ind-og udåndinger. En kvindestemme messede: “En stærk indånding og en afslappet udånding..”Og nu befalede hun, at jeg rensede mit indre for negative tanker og kun efterlod plads til positive tanker.. Og så ønskede hun mig en god nat, og forudså, at jeg ville vågne sprængfyldt med energi den næste morgen..

Hvor ville jeg ønske, at tryllestaven lå ved siden af mig i sengen, når jeg i realiteten vågner op en mandag morgen efter en søvnløs nat - fordi jeg kom til at drikke cola inden jeg gik i seng, og med ondt i nakken fordi jeg lige skulle udføre lidt yogaøvelser inde sengetid - som åbenbart ikke gjorde godt.. Og hvor jeg samtidig bliver helt morgensur ved tanken om, at jeg “burde” spise havregrød her til morgen, men at jeg foretrækker hvide boller.. Bløde, hvide boller med et tykt lag Nutella ville være dejligt.. Men de fleste dage er de forbeholdt drømmene… 

Hvorfor er det lige, at man bliver så ekstremt perfektionistisk i de perioder, hvor man er mest stresset? Der er jo ingen grund til at fremprovokere en risiko for panikanfald, når man indtil videre har været ganske sund og rask! Men det er alligevel det mindste man tænker på, når man bliver stresset. Så skal alting pludselig gøres perfekt, selv på områder, hvor man ellers plejer at lade sin indre Sjuske-Marie klare arbejdet.. 

Sjuske-Marie har måske været ligeglad med det til dels mølædte uldne tæppe der har været blikfang for lænestolen, men pludselig panikker man ved synet af den store fejl-befængte uldtot.. Det skal UD, tænker man, og den raske beslutning får vinger, når man kyler det ned i skraldespanden til kødsaucen og udstøder et lettet suk.. Men freden varer ikke længe for midt i den stressede hverdag med alverdens opgaver og festlige anledninger og alt for meget i kalenderen, er ens tanke heletiden på det nye sofatæppe, som man bare MÅ købe.. Tæppet skal jo erstattes.. Så hvornår kan jeg få tid? Hvor længe vil det tage at bestemme mig? Skal jeg vælge det nærmeste sted - for det er hurtigt, eller skal jeg søge længere væk efter det perfekte sofatæppe.. Hver eneste dag uden et tæppe til sofaen føles som endnu en nedtælling til deadline.. Deadlinen som man selv har valgt, fordi man åbenbart ikke kan få stress nok..

I perioder, hvor man slet ikke er stresset, kan man godt sige “pyt” til det hele. Man kan være så sej, at man faktisk kan finde lidt rod hyggeligt, og inviterer man samtidig gæster hjem så de kan se det, føler man bare, at man er så meget i balance, når man kan sige “pyt” til noget rod, og er det ikke noget med at kreative mennesker roder mere end andre? Skønt..

Men har man stress, er selv de mindste ting pludselig af stor betydning. Gøremål som f.eks. at sortere tøj til genbrug, sætte fotos i album eller at vaske gardiner føles som tikkende bomber i ens hoved - det skal helst gøres nu!. Ens prioriteringer forrykker sig, så man pludselig skal være perfekt til alting, huske alting og rette skævheder op i ens liv. F.eks. dét at skrive en e-mail til en bestemt person, får pludselig en høj prioritering. Det kan måske være en tidligere rejsekammerat, som man pludselig bliver meget bange for at miste kontakt til, selvom den nedadgående kontakt aldrig førhen har kunne forhøje ens blodtryk.  

Man har en tendens til at bekymre sig om alle de ting der kan gå galt, hvis ikke man strammer sig ekstra an.. Hjernekapaciteten kommer virkelig på overarbejde med alle de ekstrajusteringer der dukker op i den stressede hverdag. Justeringerne hører til kategorien af: gode gerninger, fornuftige ting og sunde leveregler. I den forbindelse lyder de indre dialoger noget i stil med: “Husk at bruge tandtråd, husk at lave sund madpakke, husk at skrive et par breve på det nye, fine brevpapir, husk at udskifte den grimme fotoramme på hylden med en meget pænere ramme - husk at køb rammen!, husk at tage vitaminpiller, husk i den forbindelse at undersøge farerne ved for meget kalk og undersøg samtidig om det er farligt at bruge selvbruner og husk under alle omstændigheder at spise masser af gulererødder så jeg kan få en flot teint på en sund måde!

Når al den stress hober sig op, overvejer jeg om jeg kan være et stresset menneske og samtidig rar og hyggelig at være sammen med. Et godt menneske og stresset? Lykkelig og stresset? Humoristisk og stresset? Kreativ og stresset? Og man erkender, at stress ikke går hånd i hånd med mange andre ting end stress… Tænk, at man kun opnår én forbandet ting af alle ens anstrengelser… Så vil jeg nu hellere lade være med at anstrenge mig så meget…

Ærlighed er en af grundstenene i vores tilværelse og samfund. Så hver eneste dag, er de fleste mennesker heldigvis meget opmærksomme på at være så ærlige som muligt. Lige fra barnsben har vi fået det lagret på rygraden. Men hvad vi ikke altid er opmærksom på, er de små hvide løgne, som lige sniger sig ind i hverdagen.. Og for mit vedkommende er det især, når mit selvværd lige skal have et ekstra boost.. Så kan jeg godt gradbøje sandheden lidt..

Når jeg lyver for mig selv, er det f.eks. når jeg netop har stillet mig op på en fitnessmaskine alla den fra Tv-shop, hvor man basker med arme og ben.. Og maskinen så udspørger én om, hvor lang tid man vil træne osv. Og det sidste man skal gøre er at indtaste sin vægt, hvor jeg har et helt fast tal, som jeg skriver.. Faktisk er det tre kg mindre end sandheden, men fordi det netop bare er en maskine, synes jeg næsten at jeg skylder mig selv den luksus at lyve overfor den - bare for at føle mig lidt fri.. Ingen konsekvenser - skønt.. Når den så pludselig bipper og fortæller på displayet, at man skal sætte farten ned, da ens hjerterytme er for høj, spekulerer jeg på, om det mon var en dårlig idé at lyve overfor den?

Godt nok har jeg ikke en personlig træner, men jeg føler alligevel altid, at jeg skal bevise en helt masse styrke, når jeg sætter mig ved en af maskinerne i centret. Så når mit selvværd lige skal have et ekstra boost, efter alle mine anstrengelser med sølle 10 eller 15 kg på vægtstangen, kan jeg ikke lade være med at fuske i ny og næ.. Efter et par minutters anstrengelse med “benpres” eller hvad det kan være, regulerer jeg det lige, så der kommer 5 eller 10 kg mere på, og forlader dernæst min plads. Så kan den næste bruger da ikke klandre mig for at være en slapsvans.. Det er så endnu en luksus jeg tager mig..

I tråd med de små løgne omkring motionen, har der også været tidspunkter, hvor jeg skrev alt ned, hvad jeg spiste. Men det blev næsten også til en hel fristil, når jeg hele tiden skulle forklare overfor mig selv, hvorfor jeg nu havde syndet igen. For der var altid en meget god grund, eller gode forklaringer. Når jeg f.eks. påstod at et helt stykke rugbrød kun gjaldt for et halvt stykke brød, pga. dets minimale størrelse. Eller jeg kunne også finde på at skrive, at mine dybe tallerkner var meget mindre end alle andres dybe tallerkner, så at det var ok, at jeg tog 2 portioner.. Eller når jeg forklarede overfor mig selv, at tortillas med salat måtte være lige så godt, som havde jeg udelukkende spist salat, da brødet jo var milimetertyndt.. Så efter et par ugers skrifte, gad jeg ikke at nedskrive flere undskyldninger..

Et af mine rigtig ømme punkter er, at min stedsans er ikke-eksisterende. Heldigvis har jeg konstateret, at det må være en genfejl, så jeg er altså uden skyld i det.. Og derudover har jeg læst, at hvis kvinder har mange væskeophobninger i kroppen, vil de også have sværere ved at finde vej.. En lidt mystisk teori, synes jeg - men også én af årsagerne til, at jeg faktisk godt kan synes, at de 3 kg som jeg nogle gange trækker fra min vægt er ærligt nok.. Nå, men én af de hvide løgne kan derfor godt være, at hvis jeg møder op et nyt sted med nye mennesker, “kan jeg pludselig ikke huske, hvor lang tid jeg har brugt på at komme dertil..” Og jeg kommer så med et tåget skud: et kvarters tid.. Men i virkeligheden handler det måske om tre kvarter.. Så nogle gange beder jeg i mit stille sind, at folk lader være med at spørge, om det var svært at finde.. For svaret vil i mit tilfælde altid være: “Ja”, uanset hvor ukompliceret vejen ellers ser ud. Hvis de så ringer til mig, inden at jeg er nået hen til dem, svarer jeg altid: “Jeg er der snart!”.. Jeg overvejer altid, om det nu er en løgn? Men forsikrer mig om, at “snart” jo kan fortolkes på mange måder.. Alt fra 2 minutter til 25 min.. Så egentlig har jeg jo ikke løjet.

Engang hørte jeg om en lille pige, som sagde til hendes veninde, at hun desværre ikke kunne lege den dag, fordi hun skulle ud at købe shampoo.. Og pigen tog faktisk ud for at købe shampoo, så den var jo rigtig nok… Så den har jeg altid i baghovedet, at bruger man en dårlig undskyldning, bliver man nødt til at føre den ud i livet, også selvom det kun handler om indkøb af shampoo…

Der er også de personer, som kan give et meget fyldestgørende svar på et meget enkelt spørgsmål, alene af den grund, at de gerne vil være så ærlige som muligt. Hvis man f.eks. spørger nogle mennesker om, hvordan deres charterferie har været, kan svaret være: “Joooh, den var fin nok.. Eller tja.. den kunne da være bedre, men nu skal vi da heller ikke klage, vi fik da mange gode oplevelser, men nej stedet var egentlig ikke så interessant, så det var selvfølgelig lidt ærgerligt, men jo, det var da en super ferie alligevel.”   

Det er meget sødt at betragte, hvor svært folk kan have ved at svare på meget simple spørgsmål, som hvordan deres dag har været? Eller om de er trætte eller friske? For det er jo så uhyre vigtigt at svare så korrekt som muligt, og ens syn på sagen kunne jo ændre sig om 5 minutter..

Al den beskedenhed vi har i vores samfund, hvor janteloven trives, udspringer jo også af vores vilje til at eliminere alle løgne. For vi vil for Guds skyld ikke skilte med noget, som vi ikke er. Så der må trods alt være mange ærlige mennesker til, med al den beskedenhed, som danskerne er kendt for..

Efter at have set Nynne-filmen er der flere gange, hvor jeg også må tage mig i at tilføje endnu et punkt til min hadeliste, som jeg netop har opfundet.. Ligesom i Nynne-filmen er det egentlig bare småting i hverdagen og ikke et udtryk for en decideret utilfredshed med alting.. De små hade-elementer er jo bare med til at skabe en slags balance i hverdagen, så vekslingen mellem de hadefulde og elskelige ting gør ens hverdag mere passioneret. Så derfor synes jeg, at der skal være plads til både positive og negative iagttagelser - og når man f.eks. keder sig lidt, er det nemmere at fokusere på de negative ting.. Som f.eks. kendingen, hvor man sidder og lytter til et kedeligt foredrag, hvor man kun kan fokusere på sidemandens irriterende rømmen.. Eller et kedeligt studiejob, kan også give negative tanker frit løb..

Som når jeg f.eks. er kassedame i Irma, så møder man jo mange forskellige typer, og nogle er selvfølgelige mere elskelige end andre.

Forkælede unger er IKKE elskelige.. Og jeg skulle således grave meget dybt for at finde min tålmodighed frem, da en forkælet unge en dag kravlede rundt oppe på kassebåndet.. Hendes mor så trofast på, at hendes 5-6 årige datter rodede rundt imellem varer på bagbåndet, og pigen morede sig gevaldigt med at tage skillebjælken i midten af båndet, og hamre den ned i båndet skiftevis til højre og venstre. Jeg kiggede forbløffet på ungen og dernæst på moderen og vi var vidne til en pige, som nærmest tog ”svømmetag” til engang brystsvømning midt på båndet, som hun lå der og sprællede med ben og arme. Så forkælede børn er på min hadeliste, men deres mødre der ikke kan finde ud af at sætte grænser, har især fået en plads på listen..

Apropos dårlige nerver, som jeg netop var ved at få den dag, inkluderer min liste også folk med dårlige nerver.. Folk som pludselig eksploderer i et vredesudbrud fra en skyfri himmel.. Og her kan jeg igen komme med et eksempel fra Irma..

En kunde dukkede op ved kassen med to vandmeloner, hvor der kun var stregkode på den ene vandmelon, og kunden sagde så, at de vist var gratis, for det havde han fået at vide.. Og jeg smilede bare, for det er den mest gængse vittighed i et supermarked - “at denne vare må da vist være gratis, siden at der ingen stregkode er på”. Så jeg kendte vittigheden og tog det derfor ikke særlig seriøst. Da den ene vandmelon bliver registreret, siger jeg så til ham, hvad de koster stykket, og så svarer han meget overrasket, at han havde troet de var gratis, så at han nøjedes med den ene melon så. Han begynder at pakke varerne i poser, men da min kollega, en 16-årig servicemedarbejder, tilfældigt kommer forbi kassen, får den unge fyr et møgfald af den ældre mand. Kunden vender sig om sig om mod min kollega og råber af sine lungers fulde kraft og kobberrød i hovedet, at han virkelig ikke ville finde sig i at få at vide af ham, at melonerne var gratis, når de ikke var det!!

Servicemedarbejderen bliver selvfølgelig mundlam, og forklarer efterfølgende, at han havde misforstået kundens spørgsmål angående varerne, for han havde troet at kunden havde spurgt til nogle specielle bæreposer, der fandtes i butikken på det tidspunkt, som var det eneste der var gratis…

På min hadeliste findes også en slags misundelse på den generation af teenagere der render rundt idag, som ud fra mit synspunkt alle ligner en gang modeller… Når jeg snakker med mine veninder er vi alle enige om, at da vi var teenagere var vi enormt grimme, men at folk på vores alder bare var grimme dengang.. Man skulle enten køre hippie-stilen/genbrugsstilen, skaterstilen eller den totalt poppede stil, hvor farverne lå i spektret fra brun (hippiestilen), mørke, maskuline farver (skaterstilen), eller skrigende pangfarver som var den poppede stil.. Og ingen af de forskellige stilarter var særligt klædelige til nogle - overhovedet… Idag er teenagerne mere heldige med deres tøjstil, synes jeg.. De skal bare ligne Paris Hilton - så er de hippe.. Og jeg spejder ofte efter en eller anden 15 årig piges stil, og tænker: “Hvorfor fik jeg ikke den mulighed for at se så tjekket ud dengang jeg var 15..?” Og hvorfor var der ingen der fortalte mig dengang, at jeg ville blive glad for et glattejern..? Og for at gøre det mere fuldendt, ville jeg helt klart have nydt mere, at jeg var en del tyndere dengang.. Skønt at kunne ane ens ribben og at risikoen for at komme til skade med ens hofteben, faktisk var tilstede.. Hvad med de gange, hvor man med sine klodsede lemmer pludselig gik ind i bordplade, og slog sig - det var fedt! Den tid er forbi, og når alt kommer til alt, må jeg også tilstå et: “heldigvis”.. For på min hadeliste er også den dårlige samvittighed, som jeg oftest får, når jeg netop bliver irriteret på de moderigtige teenagere, som bare har det rigtige tøj, hår, make-up og mobiltelefon.. For det er jo svært at være teenager og det er nok ikke blevet nemmere, når samfundets pres til de unge bare bliver større og større.. Så alle disse modstridende følelser, som man bliver snotforvirret over - de er også på min hadeliste..

Og apropos teenagere og en lille snert af misundelse - så synes jeg nu ikke det er særlig fedt, når folk forklarer ens humørsvingninger eller til tider irrationelle tankegang med følgende konstateringer: “det er fordi du er i puberteten”, “du er jo teenager - det går over”.. Det forstår jeg slet ikke. For hvordan folk kan tro, at jeg er i bare én af kategorierne, når jeg altså er 23 år!Og uden af nævne navne vil jeg bare sige, at det faktisk hænder så ofte, at det også er blevet til et punkt på listen… 

Og folk der altid siger: “Se på de lyse sider”, “Se lyst på tingene” - de er forresten også på min hadeliste.. For jeg skal nok selv bestemme, hvornår jeg vil se lyst på tingene! Og hvis ens sorger og problemer med et snuptag kunne vænnes til det positive - ville man jo nok bare gøre det! Men dermed ikke sagt, at problemer ikke synes mindre, hvis man ændrer tankegang - det hjælper da mange gange, men jeg vil altså også lige have lov til at liste alt det negative - bare for at få dét på plads.. Så kan de positive punkter altid komme bagefter.. Nogle folk opfatter nærmest negative ord som skræmmende, og vil bare have dem fejet af banen, og sådan nogle folk er altså lidt anstrengende at være sammen med.. Ej, lad mig nu bare være super negativ for 5 minutter, hvis det hjælper mig til at være super glad de næste 5 dage… 

Senere kan det være, at jeg skriver en blog om alle de ting jeg elsker. Men hvis ikke jeg gør det, vil fordømmende folk måske mene, at jeg er en evig pessimist.. Og så kan jeg så konkludere, at fordømmende mennesker må blive den allersidste ting på min hade-liste…

Jeg har som regel ikke de store problemer med at falde i søvn om aftenen, men nogle gange opstår der perioder, hvor ens døgnrytme bliver vendt på hovedet og man derfor artigt går i seng til sædvanlig sengetid, men uden at mærke den mindste træthed. Lige for tiden er det min hals der driller, da mine mandler er blevet fjernet, og så skal jeg lige vænne mig til at falde i søvn med en følelse af sandpapir der arbejder på mandlernes gravplads.. Og når disse meget søvnløse nætter indtræffer, bliver der plads til en masse spekulationer - men af den gode slags som regel.. Og når det netop er de meget optimistiske spekulationer jeg fordriver tiden med, kan det skyldes det faktum, at jeg i perioder af min barndom yndede at spekulere på lige nøjagtigt det modsatte. Det er en epoke der er forbi nu.. Jeg voksede vel fra det og tiden var inde til at få andre typer af spekulationer på banen…

Men som sagt, det var helt anderledes, når der i min barndom blev dømt søvnløse nætter.. For så handlede det som regel om nogle af livets helt store spørgsmål og med 80′ernes evige miljødebatter, blev det som regel  til en gang spekulationer omkring miljøet, som jeg kastede mig ud i.. Så omkring starten af 90′erne, hvor jeg var gammel nok til at forstå mere alvorlige emner, skulle min nattesøvn da ikke snydes for et par dystre spekulationer omkring diverse miljøkatastrofer eller den helt store af slagsen - Tjernobylkatastrofen. Så min hjerne er åbenbart blevet godt og grundigt træt af den store dyrkelse af disse dystre emner, at jeg nu kun ynder at have plads til positive tanker omkring sengetid.. Og så er det at jeg må indrømme, at de faktisk bliver fælt positive.. Det er lige før, at mine tanker om kærlighed og venskab kunne bruges som forord til Dalai Lamas næste bog om næstekærlighed.. For når jeg ligger i mørket med lukkede øjne og bilder mig ind, at jeg snart sover, så sker der det, at jeg pludselig kommer i tanke om alle de personer i mit liv jeg skal takke for, at de bare er så DEJLIGE.. Og ja, selv den ledeste ekskæreste går ikke ram forbi, men får også et lag guldstøv drysset hen over sig i tankerne, når jeg mindes, hvor MEGET jeg bare lærte i forbindelse med det forhold… Personlig udvikling så det vil en ting, siger jeg bare! Godt nok fik han min vrede helt op i det røde felt - men det er jo også fornuftigt at lære at takle sit temperament, og man siger jo at afstanden mellem had og kærlighed er kortere end mellem kærlighed og ligegyldighed.. Så egentlig vidnede det jo bare om engagement - en passion!Hvem siger, at pæne piger ikke må rase lidt ud!? Og måske overreagerede man også lidt dengang - var han egentlig så slem, når det kommer til stykket? 

Så i tankerne bliver der allerede udformet en takketale - hvis nu at man mødte ham igen.. For så vil man bare gerne lige fortælle ham, “at han skam har en plads i ens hjerte”, og alle de gode klichéer tigger om at blive brugt…

Og så går turen videre til ens veninder, som også bare er så dejlige på hver sin måde… Og det skal de da have at vide! Og inden man får set sig om, er ens hoved også fyldt med e-mails adresseret til 5 forskellige veninder om, hvorfor de bare er så betydningsfulde i ens liv.. Man prøver at komme på de mest præcise formuleringer til, hvad der gør dem unikke.. Sætningerne prøver man ihærdigt at huske på, og man lover sig selv, at man sagtens kan huske dem til næste dag, hvor man helt sikkert vil sende de dejlige komplimenter afsted i en e-mail - eller skulle det være en blomstret kuvert…? Ved nærmere eftertanke fortjener de da næsten et personligt brev skrevet på det fine brevpapir der ligger i ens skrivebordsskuffe…

Under alle omstændigheder får veninderne besked… Ingen tvivl om det, for igennem natten fik man bare så mange “lyse øjeblikke”, hvor alle kvaliteter omkring de forskellige veninder tonede frem som lys i mørket.. Og man blev helt stolt af alle ens skarpe iagttagelser… Så der bliver sendt e-mails eller breve afsted… Eller gør der nu også dét…?

For når man engang vågner fra de alt for få timers søvn, ser verden pludselig helt anderledes ud.. Godt nok havde man tænkt sig at skrive til én af veninderne, at det netop var hendes store opmærksomhed ved alverdens små og store begivenheder i ens liv, der gjorde hende til en god veninde.. At hun simpelthen bare var så nærværende… Men var der ikke det år, hvor hun glemte ens fødselsdag!? Og var det ikke også hende som ofte ringede, når man havde 40 i feber og spurgte om man ikke ville med i byen - hvortil hun bagefter undskyldte, at hun overhovedet kunne foreslå det, når hun jo udemærket vidste, at man lå i sengen og drak Kamillete..

Og hvad med hende veninden, som man om natten havde lovprist til at være den mest generøse veninde af dem alle… Der var jo dengang, hvor man havde holdt fest og man tilfældigvis opdagede, at hun rendte rundt og samlede tomme pantflasker ind i sin weekendtaske imens man selv stod ude i køkkenet og tog opvasken! Eller da hun forærede én hendes aflagte og lidt for løse cowboybukser til ens fødselsdag, og sagde at hun håbede, at man blev glad for gaven - for de havde været dyre!    

Man beslutter sig derfor, at takketalerne måske lige skal justeres lidt.. Det nytter jo ikke noget at slynge om sig med komplimenter, når det kun gælder 98 procent af tiden.. Nej, og ved nærmere eftertanke kan man da egentlig ikke se, hvorfor ens lede ekskæreste fortjener den takketale, som man også havde udformet i natten.. Det er da ham, der skulle takke en selv for ens overbærenhed.. Så man undrer sig lidt over, om man var lidt småsindssyg i nattens mulm og mørke…. Men når den efterfølgende nat nærmer sig, begynder ens personlighed igen at forvandle sig til den mest tålmodige, overbærende, omfavnende og tolerante personlighed som ikke engang Dalai Lamas barnebarn ville beside i så høj grad…

Som en bjørn der lægger sig i dvale og ikke sanser verden udenfor, lægger man sig i sin seng og al realitetssans og skepsis forsvinder i takt med at ens tanker begynder at vandre frit omkring.. Og efter 20 minutter begynder man så småt at nærme sig det punkt, hvor man igen brygger videre på takketalerne til hele ens familie og vennekreds, og man lover sig selv, at næste dag, når man sidder foran computeren eller sidder med mobilen i hånden, vil man simpelthen enten ringe eller skrive til et udvalg af dem og fortælle dem, hvor vidunderlige de er…